En spændende historie om
Lucia Ekaterina Stimbiris
Den 21. oktober 1951 fyldte Lucia Ekaterina Stimbiris (gift Frederiksen) 60 år. I den anledning bragte Haslev Avis dagen før følgende artikel:
Fra et omtumlet Livs brogede Billedbog
-
En alsidig Uddannelse
-
Maatte flygte til Moskva
-
Indhentet af skæbnen i Sibirien
-
Borgerkrig – det frygteliste af alt
-
Kaffeselskaber er ikke nok
-
I Danmark har jeg hjemme
Hun har en egen pudsig Maade at tale på, der klinger saa charmerende i en Danskers øren, og ogsaa ved det friske, ungdommelige Ansigt med de spillende mørke Øjne er der noget fremmedartet. Hendes smidige Bevægelser røber Liv og Energi, og der staar et frisk Pust om hende, som man ser hende dèr hvidklædt og med korte Ærmer. Kun hendes graa Haar vidner om, at hun trods alt er ude over den første Ungdom, og i morgen fylder Skønhedsekspert, aut. Fodplejer m.m. Fru Lucia Frederiksen, ”Grace Institute” 60 Aar. Beskeden som hun er, synes hun ikke, der er noget særligt at tale om, men hun giver os dog Lov at faa et lille Kig ind i sin omtumlede og ikke helt almindelige Skæbne og fortæller os paa sin impulsive Maade lidt om, hvordan hendes Tilværelse har formet sig, fra hun virkede som ung Lærerinde i Riga indtil nu, da hun sidder som en god, hjemmehørende Borger i Haslev og har gjort det de sidste 20 Aar.
Skoleleder på 17
Fru Lucia Frederiksen er født i Riga på en Tid, da Staterne Letland, Estland og Lithauen endnu ikke var udskilt, men var et samlet Hele under Rusland. I en alder af 16 Aar blev hun lærerinde, og 17 Aar gammel havde hun sin egen Skole! Kun de, der ønskede det og havde Evner, benyttede sig af Skolegangen, der i Relation til danske Forhold var meget koncentreret. Efter syv Aars Uddannelse tog hun Lærerinde-eksamen ved et Drengegymnasium, og efter et Aars Virke som Lærerinde overtog den 17-aarige Lucia selvstændigt en Skole paa en Ø ved Riga.
- Var det ikke vanskeligt i saa ung en Alder?
- Nej, nej, det gik saa fint, saa fint, siger Fru Frederiksen paa sin morsomme Maade. Sommetider kan jeg heller ikke selv forstaa det, jeg maa have set ældre ud end jeg var … Det gik saa godt alt sammen, for Skolen fik Stats- og menighedsunderstøttelse, og vi fik gratis Brænde fra Savværker, der laa paa Øen. Det gik for resten til paa den Maade, at der på Skolen gik en lille, meget begavet jødisk Pige, som var saa fattig, at hun ikke engang havde Raad til at betale et Par Kroner i Skolepenge, hvorfor hun fik Undervisningen gratis. Til Tak sendte den jødiske Indehaver af Savværkerne mig Brænde – saa godt var Sammenholdet blandt Jøderne.
- De beholdt ikke Lærerindegerningen?
- Nej, for forstaar De – saa kom krigen jo i 1914, og Skolen blev taget som Lazareth. Jeg havde en onkel, der havde et apotek ca. 60 km uden for Riga, og han maatte flygte, fordi Tyskerne vilde tage gidsler. Inden for min Familie blev vi skildt fra hinanden, og min onkel vilde have, jeg skulle flygte med ham til Moskva, fordi Tyskerne ikke var fine over for unge piger.
Farmaceut i Sibirien
- I Moskva fik jeg en stilling som sekretær i Flygtningekommissionen, fortæller Fru Frederiksen videre. Her var jeg et Stykke Tid, men saa en Dag kom der en Sagfører og spurgte, om der fandtes en Farmaceut, der kunne tage til Sibirien. Det var ogsaa saadan en Slags Arbejdsanvisningskontor nemlig. Husk paa, der var jo Mangel paa Arbejdskraft inden for alle Brancher, da alle Mændene næsten var med i krigen. Min Bror kom med, da han var 16 Aar, og jeg var forlovet med en Dr. Med. – han faldt i Krigen … Naa, men min Onkel var den eneste Provisor der, og det blev ham, der skulle til Sibirien. Men han ville have sin Niece med – og efter en dejlig Tur paa 14 dage, som jeg aldrig glemmer – Slottene aabnede sig for os, vi fik gratis Mad, og alle Vegne blev vi modtaget som Grever – naaede vi til Sibirien.
- Hvordan formede Tilværelsen sig for Dem her?
- Jeg blev Discipel paa et Apotek, hvor jeg arbejdede i 6 Maaneder. Saa kunde jeg ikke mere. Mine Ben blev tykke, for vi arbejdede fra 9 Morgen til 11 Aften. Saa saa jeg i en Avis, at man søgte en Skolebestyrer ved en Skole for Flygtningebørn, og jeg søgte og fik Stillingen. Men da min Onkel læste, at jeg havde faaet den, sagde han, at jeg skulle blive ved det, jeg var ved - og saa kom jeg til en anden by som Discipel.
- Aah, De kan tro, det er et interessant Arbejde, afbryder Fruen sig selv. Tænk, en Plante man ellers før gik forbi, opdager man pludselig har en Værdi end den rent skønhedsmæssige! Man bliver mere seende, jeg var saa forelsket i det Arbejde!
.jpg)
Fru Frederiksen lever sig ind i Tankerne tilbage til den svundne Tid og fortæller videre:
- Ja, og vil De tro, den første, jeg traf, da jeg kom til en anden By, var – min Mand! Altsaa ham, der senere blev min Mand. Jeg havde ellers tænkt, jeg ikke vilde giftes, efter at min Forlovede var faldet i Krigen – men det gik nu altsaa et helt Aar, inden det blev til noget. Han boede på samme Pensionat, som jeg og var ansat ved Det Sibiriske Compagni. Alle andre ønsker at komme til Indien og saadanne Steder, men han ønskede kun at komme eet Sted – Sibirien.
Skjorten inden i Bukserne!
Hver morgen gik jeg paa Vej til mit Arbejde forbi hans Kontor, men det blev kun til ”Go´da, smukt Vejr, Farvel” …. Tænk, jeg skammede mig saa frygteligt over at være sammen med ham, for han gik rundt med opsmøgede Skjorteærmer – og Skjorten inden i Bukserne!!! I Rusland bar man den jo ovenover. Senere inviterede han mig tit, men jeg kom bare ikke, for jeg kunde jo ikke have saadan et daarligt Rygte siddende paa mig, naar jeg stod paa et Apotek og alle Mennesker kendte mig! – Men saa inviterede en Veninde os sammen med nogle andre, vi tog på Udflugter og lignende; det blev Efteraar, han havde flere Gange friet, men jeg var betænkelig, for jeg var fire Aar ældre end han. Men han sagde, han kunde ikke li´ grønne Piger – sikke underligt ord! – og saa … ja, der kan man altsaa se: Man kan ikke løbe fra sin Skæbne. Han kom fra Odense og jeg fra Riga, og vi mødtes i Sibirien…
- Men vi blev altsaa gift og tog på bryllupsrejse til Altaj-Bjergene ved Mongoliets Grænse. Paa vores sølvbryllupsrejse var vi for Resten paa Bornholm ved noget, der hedder Verdens Ende – da opfyldte min Mand et Løfte, som han gav mig i Sibirien for over 25 Aar siden. Men at Verdens Ende laa på Bornholm, tænkte vi ikke paa dengang, tilføjer Fru Frederiksen skælmsk.
- Min Mand forbød mig ganske vist at arbejde, efter vi var blevet gift, fortsætter hun, men jeg tog alligevel farmaceuteksamen ved Tomsk Universitet. Kort efter udbrød Borgerkrigen – Borgerkrig er det frygteligste af alt; der tager de ingen fanger, der findes kun døde… døde … døde…
Men vi rejste til Danmark, i første Omgang Odense.
.jpg)
Danske huse ”klemmer”
- Hvordan var det at komme til Danmark?
- En Forandring var det naturligvis, men jeg havde jo hørt saa meget om Danmark. Husene var det mærkeligste – jeg følte det, som noget klemte mig paa Ryggen – der var saa snævert og lavt til loftet, i Rusland var der tre Gange saa højt!
- De sagde ”i første omgang”?
- Ja, for da Mor blev syg, rejste vi Aaret efter til Riga og blev der i 10 Aar. Men nu var det værst med Børnene, for gik de i russisk Skole, vilde det danske falde dem vanskeligt. Saa sendte vi dem i tysk Skole og begyndte at tale tysk hjemme. Men min Mand vilde gerne have, at Børnene skulde blive ved at være danske Borgere, og i 1931 rejste vi da paany til Danmark og bosatte os i Haslev. Og nu er Aarene gaaet, og jeg er blevet Farmor!
- Hvordan med det danske sprog?
- Jeg taler ikke godt dansk, siger Fru Frederiksen med et beklagende Skuldertræk, men naar man tænker på Forskellen mellem Dansk og Russisk, er man ikke helt enig med hende. – Men, tilføjer hun, det er min Mands skyld, for han kunde bedst lide, jeg talte, som jeg gjorde. For tiden tager jeg Korrespondancekursus i Dansk, for mit største Ønske er at lære Dansk rigtigt.
- Hvordan faar De tid?
- Det gør jeg om Natten. Den er min egen! Jeg har saa mange Korrespondancekursus i Gang for Tiden, og stoppe Strømper og den slags kan man ogsaa udmærket gøre om Natten.
- Og de husmoderlige Pligter?
- Ja, jeg er først og fremmest Husmor. Arbejdet på Klinikken er en Hobby ligesom min Musik, Porcelænsmaling osv. Hvad skal jeg dog ellers faa Tiden til at gaa med? Man kan ikke i Længden udfylde Tiden med Kaffeselskaber – det skal være produktivt arbejde.
Danmark, dig elsker jeg
- De har været glad for at bo i Danmark?
- Jeg kan ikke forstaa, hvorfor jeg har det saa godt, siger Fru Frederiksen eftertænksomt.
Meget, meget bedre end min Landsmænd. Det er som et Frø, der er fløjet fra det ene Verdenshjørne til det andet, fundet god Jordbund og vokset sig fast. Saa godt som i Danmark har man det ingen andre Steder. Danskerne i Udlandet lærer at værdsætte det; derfor synes jeg, de skulle være lidt ude for at forstaa, at Danmark er dejlig. Jeg kan ikke sige med H.C. Andersen, at ”I Danmark er jeg født”, siger Russerinden blidt, men jeg kan sige, at der er jeg hjemme, og Danmark dig elsker jeg. Og det er mine Børns Fædreland…
Rise.